Diarré hos fravænnede grise er en stor udfordring, og der er et stort behov for forebyggende tiltag. Fravænningsdiarré påvirker foderudnyttelsen, dødeligheden, antibiotikaforbruget og dyrevelfærden i negativ retning. I arbejdet med at opnå en mere bæredygtig griseproduktion, er det derfor vigtig at finde løsninger til at undgå fravænningsdiarré.
Foderindustrien udvikler ingredienser, der potentielt kan have positiv effekt på grisene og reducere risikoen for fravænningsdiarré. De forskellige ingrediensers potentiale skal undersøges og dokumenteres. En almindelig anvendt metode i fodringsforsøg er at lave en daglig visuel vurdering af fæces score. Svagheden ved metoden er dog at resultatet afhænger af, hvem der laver vurderingen, og denne person-afhængighed gør at metoden er følsom overfor fravær af den person, der står for vurderingerne. Endelig er metoden meget tidskrævende i stalden. Der er altså behov for en objektiv og hurtig metode, der ikke er begrænset af tilstedeværelsen af en bestemt person.
På baggrund af ovenstående udviklede SvineRådgivningen og Teknologisk Institut i fællesskab en computer vision model, CV-weaner, under et AI-Danmark projekt i 2023. Modellen kan på nuværende tidspunkt oversætte billeder af fæces på spalterne i en specifik fravænningsstald (Skjoldborg) til fæces score, men vi arbejder løbende på samarbejder med andre, der laver fodringsforsøg, herunder universiteter, industri og forsøgsstationer.
Se mere om udviklingen af AI fæcesscore her: AI feces score – a computer vision model
Vil du høre mere, så kontakt os.