Ny salgschef hos TestGris

Jonas From Katholm afløser Niels Ove Nielsen som salgschef for TestGris, idet Niels Ove går på pension pr. 1. august 2023. Jonas er allerede startet i TestGris teamet, hvor der sker en glidende overdragelse af opgaver.

Jonas overtager opgaver vedr. salg og markedsføring af TestGris ydelser, herunder udvikling af nye testmetoder og strategier for produkttest. Hos TestGris står klima øverst på dagsordenen; derfor vil I også møde Jonas som certificeret klimarådgiver, når der skal løses opgaver omkring bæredygtighed.

Jonas vil desuden arbejde med opgaver relateret til ernæring og foderoptimering.

Jonas From Katholm (39 år) er uddannet Jordbrugsteknolog og har en PBA i Jordbrugsvirksomhed, svin. Jonas har salgserfaring fra 3 års ansættelse hos Vestjyllands Andel som produktkonsulent. Sidenhen har han arbejdet 5 år med formidling i højsædet som underviser på Asmildkloster Landbrugsskole. I 2021 blev han ansat hos SvineRådgivningen i Herning, hvor han nu arbejder som rådgiver med særlig fokus på ernæring og klima. Jonas er gift med Charlotte, har 4 børn og bor i Vildbjerg.

TestGris driver SvineRådgivningens testvirksomhed med det formål at styrke vidensgrundlaget for rådgivningen af griseproducenter. TestGris blev etableret i januar 2016 i et samarbejde med griseproducent Sven Agergaard, Skjoldborg.

 

Jonas From Katholm (tv) bliver ny salgsleder hos TestGris, når nuværende salgsleder Niels Ove Nielsen (th) går på pension til sommer.

Dette indlæg blev udgivet i Nyheder. Bogmærk permalink.