”Dagens unge opfører sig dårligt, foragter autoriteter, har ingen respekt for ældre mennesker, de taler i stedet for at arbejde. De unge rejser sig ikke op, når ældre kommer ind. De modsiger deres forældre, de praler, de spiser grådigt, og de terroriserer deres lærere”. Sokrates, år 469 – 399 f.v.t
Nogle kunne måske finde på at sige sådan i dag, men ovenstående citat er knap 2500 år gammelt, så ”problemet” med de unge er åbenbart ikke helt nyt. Det var dog ikke pga. terror, at jeg gik fra underviser til rådgiver, jeg oplevede langt de fleste unge som flinke og ordentlige, men de er anderledes end unge var det for 20, 30 og 40 år siden.
Anderledes på den måde, at de på nogle områder er meget modne og fremme i skoen, og så på andre områder noget mere skrøbelige og bange for at fejle. De har brug for validering i en grad, som ældre generationer finder overraskende, fordi de unge suverænt er den generation i verdenshistorien, der har fået mest opmærksomhed og kvalitetstid fra og med deres forældre, hvilket også har gjort dem til meget søde og omsorgsfulde unge.
Men ligesom ude i marken, så kan overgødskning åbenbart også hos mennesker give svage stængler, og mange af de unge har ikke fået lov til, at få succesoplevelser ved at kunne klare ting selv, kort sagt; de er blevet curlet og serviceret for meget, og det er IKKE deres skyld.
Nogle af de udfordringer, I som landmænd måske oplever, kunne være:
- I oplever, at de unge har svært ved kritik og feedback
- I synes, at de er meget på deres telefoner
- I oplever, at de basale sociale færdigheder, som at sige godmorgen, bidrage til samtalen og sige farvel mangler
- I oplever, at de har svært ved at se helheden, at tage ansvaret for fællesskabet, kort sagt at de er egocentrede
- I oplever, at de ikke er virker nysgerrige nok på opgaven, de skal løse, i hvert fald har de svært ved at komme og spørge, hvis de er usikre på noget
Hvis I oplever nogle af ovenstående udfordringer i jeres dagligdag, giver jeg herunder lidt forklaring og løsningsforslag:
Udfordring 1
I oplever, at de unge har svært ved kritik og feedback
Forklaring:
Ja, de unge har ofte svært ved kritik og feedback, meget svært endda, og de sidestiller kritik med, at man ikke kan lide dem som mennesker!
Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, om det er SoMe og alt skal likes, der har gjort det, men det er synd for dem.
Løsning:
Så hvis man kan give dem en feedback, der både fortæller dem, at man sætter pris på dem de er, MEN man gerne vil have, at de træner i at blive bedre til…
Så kan feedback godt modtages konstruktivt.
Udfordring 2
I synes, at de er meget på deres telefoner
Forklaring:
Ja, de unger er meget på deres telefoner, HVIS de får lov!
Løsning:
Sæt helt tydelige grænser, hvad I som arbejdsgivere vil være med til, det er jo trods alt jer, der betaler for deres tid. Nogle vil også føle det som en befrielse, at de bare kan være til stede, der hvor de nu er, det giver dem ro.
Udfordring 3
I oplever, at de basale sociale færdigheder, som at sige godmorgen, bidrage til samtalen og sige farvel mangler.
Forklaring:
Ja, en del unge mangler sociale færdigheder, dels fordi de ikke har lært dem hjemmefra og dels fordi de faktisk er utrænede i voksenkontakt, i 2025 lever generationerne meget parallelle liv.
Så de unge er simpelthen usikre på, hvordan de skal gebærde sig, og hvis I forventer, at de selv finder ud af det, så tager I nok fejl.
Løsning:
I skal måske sige godmorgen og farvel MANGE gange, inden de selv gør det, men de bliver garanteret glade for, at du gør det til dem, og en dag kommer det sikkert til dem.
Ellers kan man altså også godt italesætte sin forventning til den slags.
Udfordring 4
I oplever, at de har svært ved at se helheden, at tage ansvaret for fællesskabet, kort sagt at de er egocentrede
Forklaring:
Ja, det skal nok passe, det er nemlig ikke en øvelse, der er særlig fremherskende i folkeskolen og andre steder, så også der mangler de træning.
Løsning:
I er simpelthen nødt til at forklare dem konsekvenserne for deres kolleger og bedriften, før de forstår problematikken.
Så kan de oftest godt se det, men tanken er bare ikke kommet til dem, altså at deres handlinger (eller mangel på samme) har betydning for helheden.
Udfordring 5
I oplever, at de ikke virker nysgerrige nok på opgaven, de skal løse, i hvert fald har de svært ved at komme og spørge, hvis de er usikre på noget.
Forklaring:
Også her er usikkerheden stor hos de unge mennesker, de er utrolig bange for ikke at være gode nok, og det er man jo ikke, når man skal spørge yderligere ind til opgaven.
Så manglende selvværd, gør at de forholder sig passive.
Løsning:
Løsningen er at give meget tydelige instrukser til opgaven sammen med en opfordring om, at du virkelig vil foretrække, at de opsøger dig ved tvivl, fremfor at lave noget forkert.
Ja og så må du for guds skyld ikke udvise irritation, hvis de kommer og spørger.
.
.
Det er ikke raketvidenskab, men kan forhåbentlig bidrage til en bedre forståelse og kommunikation i dagligdagen til glæde for alle parter.
mky@sraad.dk
Tlf. 2145 1404

